Om børneugen

Børneugen i uge 28 er én af foreningens ældste traditioner. Det er en uge med hyggelige og sjove lege, udflugter og værksteder for foreningens børn og deres forældre. Undervejs serverer vi sodavand, hotdogs, fadøl mm. fra fælleshuset. Ugen begynder søndag i uge 27.

Alle foreningens børn er velkomne

Børneugen er for børn, der bor i foreningen eller har bedsteforældre i foreningen. Du kan desværre ikke tilmelde andre børn – fx dit barns kammerater, der ikke har forældre eller bedsteforældre i foreningen.

Frivillige

Børneugen bliver arrangeret af frivillige. De frivillige mødes i løbet af foråret og beslutter tema, aktiviteter og arrangerer det praktiske. Det er et hyggeligt og givende arbejde, og vi opfordrer alle forældre til at tage del i arbejdet. Derudover skal alle, der tilmelder børn, bidrage nogle timer i løbet af ugen med fx lege, madservering, bagning, oprydning eller lignende. Når man tilmelder sine børn, tilmelder man sig også én eller flere aktiviteter.

Hold og holdkaptajner

Ugen begynder med, at børnene bliver inddelt i hold af ca. 10 børn. Hvert hold har én eller to holdkaptajner, som er lidt ældre end de andre. Kaptajnerne har ansvar for, at alle på holdet hygger sig og er med. Det er børneugens frivillige, der inddeler holdene. Mange har særlige ønsker til, hvem deres barn skal på hold med. Men det er desværre et umuligt puslespil, så vi har valgt, at vi ikke tager imod særlige ønsker til holdinddelingen.

Aktiviteterne

Der plejer at være aktiviteter hver dag i løbet af børneugen. Men vær opmærksom på, at aktiviteterne ikke fylder hele dagen alle dage. Nogle dage er der fælles aktiviteter for alle – fx på boldbanen, andre dage er aktiviteterne fordelt på holdene og varer kun et par timer.

Børn med særlige behov

Alle foreningens børn er velkomne i børneugen. Hvis du vurderer, at dit barn har særlige behov eller brug for ekstra opmærksomhed, så tag gerne en snak med arrangørerne. Det kan være, de opfordrer dig til at gå med til dit barns aktiviteter. Holdkaptajnerne er børn, og de kan ikke tage ansvar for børn, som har brug for opmærksomhed udover det sædvanlige.

Pris

Det er gratis for alle børn at deltage i børneugen. Det eneste, der koster noget, er mad og drikke. Derudover skal man ofte betale lidt, når der er en udflugt. Det kan fx være til indgang på et museum eller lignende.

Tilmelding

Når årets program er færdigt, bliver der lagt et tilmeldingslink op på hjemmesiden, og der bliver informeret via ProBo og Facebook. Via tilmeldingslinket kan man tilmelde sit eller sine børn. Samtidig skal man vælge, hvilke aktiviteter, man vil være med til at hjælpe med.